Ulrik

Et nyt kapitel i dagbogen - i hvilken Ulrik klatrer på sten og ikke vinder to konkurencer.

æøå

Så er dagbogen tilbage efter en lille pause. Lige to ting til at starte med:

1) Jeg opdagede helt tilfældigt i går at det er muligt for folk at sende
beskeder til mig fra dagbogssiden. Hvis folk ikke har andre muligheder for at
kontakte mig, dvs e-mail, så er det helt i orden at sende til dagbogen, men
ellers ville jeg foretrække at I sendte breve til min mailadresse, for det er
ikke så tit jeg er inde på dagbogen (eller, det kan da godt være at jeg
begynder at checke lidt oftere nu hvor jeg har opdaget at den også fungerer
som postkasse).

2) Når I sender mails kunne det være rart hvis i skrev "æøå" i starten af hver
mail. I øjeblikket er jeg nødt til at lede mailsne igennem for at se om jeg kan
finde de bogstaver, og det tager tid, som bestemt ikke er gratis. I Alice
Springs koster en times internet 7$, ca 30 kroner. I Melbourne var prisen det
halve.

3) Der er ikke noget punkt 3 (eller 4 for den sags skyld)

4) Se punkt 3

Tilbage til mig. Det går stadig godt. Siden sidst har vi været på to ture, den
ene op langs the Great Ocean Road, og den anden ud til Uluru (også kendt som
Ayers Rock, men jeg er ikke glad for det navn da Ayer var en eller anden
australsk guvernør i 1800tallet, og jeg synes ikke der er nogen grund til at
kalde den for Ayers når det strengt taget aldrig har været hans, og når de
lokale indfødte alligevel har et sjovt navn som betyder noget a la Stor Rød
Sten, så kan man lige så godt bruge det) og det nærliggende område.

Great Ocean Road er, som navnet måske også antyder, en vej ved havet. Den går
fra Melbourne til Adelaide. Det er South Australias største turistattraktion,
og aldrig har jeg set noget så kedeligt. Vi kørte rundt i en lille bus med 10
turister og stoppede hver 15 minut for at se en udsigt med nogle klipper i
noget vand. Hele tiden Selvfølgelig var det meget flot, men man bliver hurtigt
træt af vand og sten. Vi så også koalabjørne og possums (små
katte/vaskebjørne med Mickey Mouse ansigter) og wallabees (dværgkænguruer).

Til trods for hvad mange mennesker tror om centralaustralien (eller i hvert
fald til trods for hvad jeg troede), så er det ikke ørken, men såkaldt Arid
Zone, som er noget tørt busk og småtræshalløj. Jeg troede det lå i nærheden af
Alice Springs hvor vi er nu, men "i nærheden" i Australien er ca 900
kilometer. Vi kørte fra byen klokken 5 om morgen (ad bad) og så en anden
spændende klippetingest, Kings Canyon, før vi kørte til Uluru hvor vi ankom kl
19, lige før solnedgang. Det var ret flot at se stenen i solnedgangslyset, hvor
den skiftede farve og blev næsten lige så rød som man ser den på postkort.
Dagen efter var det op kl 5 igen (ad bad) og ud til Uluru. Uluru er, for at
sige det sådan, en stor rød sten. Og så burde der ikke være mere der. Da
bussen kom tættere på og stenen fyldte mere og mere af himmelen blev jeg
alligevel ramt af ærefrygt over denne enorme, 400 meter høje klippeblok...
eller også var det bare ganske almindelig kedelig triviel frygt fordi jeg
vidste at jeg skulle klatre op på den indenfor de næste 20 minutter. At klatre
på sådan en sten er bestemt en oplevelse, men jeg vil bare anbefale til
eventuelle stenklatrere ude i den store verden at de går på toilettet før de
klatrer op... jeg nåede dog ned igen. Jeg kunne selvfølgelig sagtens
have "besørget" deroppe, men det føles ikke helt rigtigt at stå på verdens
største sten og gøre sådan noget, især ikke når den nu er så hellig for
aborigineerne. Faktisk vil de slet ikke have at man klatrer på den, fordi den
er så hellig for dem, men jeg gjorde det med dårlig samvittighed. At komme
helt op på toppen tog mig 50 minutter og Anders 30 minutter. Ifølge guiden var
rekorten for at nå toppen 11,5 minutter, og for at komme ned igen 7 sekunder...

Det hostel vi bor på nu er ganske underholdende, og er klacificeret som Alice
Springs party hostel. Da vi ankom i fredags var der livemusik i baren med et
didgeridoo-elguitar orkester. De afholdt også en konkurence i didge, hvor jeg
da selvfølgelig lige skulle prøve, og selvfølgelig ikke vandt... men jeg blev
nr. 2, og det var faktisk endnu bedre, for nr 1 vandt en cd med bandet mens nr
2 vandt en kande øl (a pro po øl, så er jeg begyndt at drikke det stads
hernede, og det smager ikke helt så afskyeligt som jeg en gang syntes, men det
er jo nok noget med tilvending - og priser). Jeg skal helt sikkert købe mig
sådan en didge og have med hjem, også selvom de billigste koster ca 450 kr.

Den anden konkurence blev afholdt den dag vi kom hjem fra Uluru. Om aftenen var
det samme band der igen, og de afholdt nu en mavedansekonkurence. Og den skulle
jeg selvfølgelig være med i - eller hvad? - nej, det skulle jeg ikke. Der var
kun en enkelt deltager, som selvfølgelig vandt, men efter hun havde fået sin
premie, som vist nok var en kande øl, så sagde konkurencemanden et eller andet
og pegede på mig, og så fik jeg også en kande øl. Hvad manden sagde er for mig
stadig en gåde, men andre ved bordet sagde noget om at han havde sagt at jeg
havde rocket med ved bordet... eller sådan noget. I hvert fald siger jeg ikke
nej til en gratis kande øl, så ind til videre har det været ganske billigt for
mig at gå i byen i Alice, men det bliver nok ikke ved sådan.

Vi kan ikke komme herfra før på lørdag, så vi er fanget i dette ørkesløse sted
i tre dage mere, og uden at vide hvad vi skal finde på. Hvad skal man dog lave
når det er solskin og 30 grader i skyggen (hvordan er vejret i Danmark for
resten?)? Vi finder nok på noget. Vi tager videre til Cains, og derfra skal vi
så til Brisbane og (måske) møde Ian (vores australske udvækslingsstudent). Vi
har mailet til ham et par gange, men han har ikke svaret, så det kan godt være
han ikke er så interesseret i at møde os, men nu må vi se.

Til næste gang
Ulrik