Ulrik

Australiensrejsen (og lidt Thailand)
2002-01-26 11:53:28 (UTC)

Mennesket. Dyret. Maskinen. Urkraften. VROOOOOOOOM!

Jeg syntes lige at jeg ville lave et indlæg mere før vi
kommer hjem, og i det kunne jeg jo passende fortælle om hvor
det er vi har været den sidste halvanden uge. Vi tænkte at
siden vores fly alligevel skulle mellemlande i Bangkok kunne
vi lige så godt flytte lidt rundt på datoerne i vores
flybilletter og tage os noget tiltrængt ferie i Thailand. Og
det har bestemt ikke været kedeligt. Vi har tilbragt tiden i
Hua Hin, en turistby 4 timer syd for Bangkok. Vi kom hertil
med et lokaltog som kostede sølle 44 bath (8,80 kr), mindre
end en 2-zoners billet i HT-området, og så gav den os en
fire timers køretur. Selvfølgelig var det ikke luksusvogne,
men servicen var bestemt bedre end den man finder i et
IC3-tog. Hvem har ikke prøvet at sidde flere timer og ventet
på at der kom en dame forbi med en kioskvogn så man kunne
købe en sodavand? I behøver ikke at svare. I toget hernede
var der service hele tiden. Ved hver station steg der
personer på toget med mad- eller drikkevarer som de gik
rundt og prøvede at sælge til passagererne. Man kunne ikke
sidde fem minutter uden at blive tilbudt en sodavand,
popcorn eller en ubestemmelig rigsret. Vel ankommet til Hua
Hin fandt vi os et guesthouse hvor vi fik et twin-værelsee
med aircondition til kun 350 bath (del selv med 5 for at få
prisen på dansk). Troede vi. Der er ekstremt varmt i
Thailand, selvom det er vinter, så vi tændte straks for
airconditionen. Efter en times tid kom receptionisten dog op
på vores værelse. Hun havde "glemt" at slå airconditionen
fra, men hvis vi ville beholde den kunne vi bare betale 100
bath ekstra pr nat. Sådan noget snyd og humbug, det ville vi ikke være
med til, så vi sagde pænt nej tak, hvorefter vi mistede vores
aircondition igen. Vores sejr over snyd og humbug varede dog kun kort,
da vi efter et par dage ydmygt bad om at få den tilbage igen. Og det
her kalder de vinter i Thailand. Argh. Heldigvis er her ikke den samme
ulidelige luftfugtighed som vi mødte i Bangkok i efteråret. Nu jeg
tænker over det var der næsten ingen luftfugtighed i Bangkok da vi kom
for to torsdage siden. Men forureningen var der stadig. Godt at man
tog til Hua Hin i stedet for at blive der.
Om Hua Hin kan man skrive mange ting. Man kunne blandt andet skrive at
byen fuldstændig mangler et natteliv. Alt lukker omkring klokken
midnat. Det kan selvfølgelig skyldes at Hua Hin er en af de byer som
er fyldt op med gamle, overvægtige ægtepar som ynder at tager herhen
for at de kan sidde på stranden i alt for småt badetøj sammen med
andre gamle, overvægtige ægtepar uden at føle sig udenfor. Det betyder
at vi (igen) er de yngste. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er
blevet spurgt af en thailænder om hvor gammel jeg er. De spørger af en
eller anden grund aldrig Anders.
I dag, den 26. januar, er officiel "Har du snakket med din turist"-dag
i Thailand. Vi sad på stranden. Først kom en gruppe meget unge
thaipiger i skoleuniform hen til mig og spurgte genert om de måtte
tage et billede sammen med mig. Det måtte de da gerne, men de
ville/kunne ikke svare på hvorfor de ville have taget billedet. Senere
kom nogle fjortenårige piger i skoleuniform hen og spurgte om de måtte
interviewe mig, og det måtte de da også gerne. Efter et par grupper af
interviewere som alle sammen udså sig mig som deres offer (jeg må se
meget tillidsvækkende ud (eller også troede de bare at jeg var på
deres alder)), kom nogle piger fra universitetet hen og stillede mig
(og derefter Anders) spørgsmål om hvordan regeringen kunne gøre Hua
Hin til et bedre sted at være turist. Jeg ved ikke hvorfor de alle
sammen gik til mig i stedet for Anders. Det kan selvfølgelig være at
de syntes at han så ond ud. Jeg ved det ikke. Nogen af de 14-årige
piger spurgte for resten om vores emailadresser. Jeg fortæller dette
for at undgå misforståelser, hvis nogen af jer på et tidspunkt skulle
finde ud af at jeg skrev sammen med 14-årige piger i Thailand.
I forgårs besluttede vi os for at leje skootere og køre rundt. Det var
godt nok sjov. Og sikkert også farligt, men det gør det jo kun endnu
sjovere. De kunne kun køre omkring 80 km/t, men når man kører ud af en
øde landevej er det også rigeligt. Inde i byen var det lidt mere
besværligt, men da det ikke ser ud til at de har nogen trafikregler
tror jeg ikke at vi brød nogen af dem. For et par dage siden var der
et læserbrev i en thailandsk avis på engelsk, hvor skriveren mente at
trafikken ville blive mere sikker hvis der blev inført en standart for
hvor mange køretimer man skal have før man får kørekort. Det tror jeg
også ville være en god ide. Den eneste regel jeg tror de har er at det
er tilladt at dreje til venstre i et kryds uanset hvor rødt der er (de
kører i venstre side hernede). Det kom jeg til at blokere for et par
gange, og de er ikke langsomme til at bruge hornene. Faktisk gik der
et stykke til før vi overhovedet opdagede at der er trafiklys hernede.
De er placeret meget diskret, og lyser ikke særlig godt.
En anden sjov ting hernede er deres taxaer, som vi endnu ikke har
brugt. I Danmark er man jo vant til at råbe "Taxa" og række armen i
vejret hvis man vil preje en taxa, men hernede er det taxachaufførerne
der prejer deres kunder på den måde. Man kan ikke gå ned af en gade
uden at blive anfaldet (som man siger i Sverige) af mennesker der vil
have en til at købe et eller andet, men det er jo charmen ved østen.
Ellers har vi ikke lavet så meget i Thailand. Vi har set floden Kwai,
over hvilken en bro engang blev bygget, over hvilket en film engang
blev lavet. I filmen er der noget med at heroiske fanger sprænger
broen i luften, men det er aldrig sket i virkeligheden, selvom mange
tror det. Sådan er det med film som laver om på historien. De er onde.
Resten af tiden har vi brugt på stranden, så alle jer der ikke tror på
at jeg kan blive brun kan godt tro om igen, for jeg tror aldrig nogen
sinde at jeg har været så brun som jeg er nu. Glæder mig meget til at
komme hjem og sammenligne (gnæk gnæk).

Jeg tror hellere at jeg må slutte, for Anders venter, og han mener
selv at han ikke har lavet andet på hele turen end at vente på mig, og
dette forstærker jo kun hans fornemmelse, og det kan vi ikke have, så
nu vil vi gå ud og spise vores sidste aftensmåltid i Hua Hin.

Vi er hjemme i overmorgen. Jaah.

Hilsen Ulrik
(overmorgen... kan næsten ikke vente)


Ad:0
Want some cocktail tips? Try some drinks recipes over here